De fleste børn i en folkeskole gør alt hvad de kan for, at markere deres identitet så meget som muligt. De bider fast i et eller andet i sig selv, som de mener definerer dem, og så sikrer de sig, at alle andre kan se denne del helt tydeligt. Der er dem, der lytter til Emo musik, og begynder at klæde sig som medlemmerne i de bands de lytter til. Der er dem, der går vildt meget op i fodbold, og kun går med fodboldsko og trøjer. De klogeste i klassen tager skjorte på, og udskifter måske endda skoletasken med en kuffert. Det er ikke altid vi selv vælger vores identitet, men de fleste vælger at acceptere den fuldt ud og udstille den så kraftigt som muligt. Måske er det bare rart, at vi er er nogen. At vi på en eller anden måde bliver set. Jeg havde det dog på en anden måde.
Jeg hadede tanken om at blive defineret kort og konkret. Jeg følte at jeg var mere kompleks end noget, der bare kunne smides i en kategori. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at lade en enkelt del af mit liv definere mig, og blive til min identitet.
Men jeg lærte hurtigt, at det ikke var helt op til mig. Selv hvis jeg ikke satte mig selv i en bås, så ville det ikke stoppe andre fra at gøre det. Vi mennesker har brug for at kategorisere ting i vores omgivelser, da de ellers bliver for uoverskuelige. Det fandt jeg ud af, da vores klasselærer synes vi skulle blive bedre til at rose hinanden. Hver dag bad hun en ny person fra klassen om at sætte sig op på bordet foran hele klassen, og så skulle alle i klassen skiftes til at sige en rosende ting om én.
Jeg glædede mig faktisk til at skulle derop. Fordi jeg forventede at de alle sammen ville sige noget forskelligt. At jeg var så umuligt at placere, at deres ros ville være nødt til at være om alt muligt forskelligt. Men nøj hvor blev jeg skuffet. Den ene efter den anden sagde stort set det samme: at jeg var god til håndbold.
På en eller anden måde var håndbold kommet til at definere mig, og blive min identitet, uden jeg havde valgt at det skulle være sådan. Først var jeg sur og frustreret. Men så begyndte jeg at acceptere det. Det var faktisk rart ikke hele tiden at kæmpe imod. Nu var jeg fri til at nyde håndbold på en måde, jeg ikke havde tilladt mig selv før. Jeg besluttede mig endda for at tage på håndbold efterskole efter folkeskolen ? en af de bedste beslutninger i mit liv! Og nok ikke noget jeg havde tilladt mig selv at gøre, hvis jeg stadig havde været så bange for at blive sat i bås.
