Jeg var en rigtigt dårlig taber de første mange år af mit liv. Allerede som barn kunne jeg overhovedet ikke tåle at tabe noget som helst, og jeg ville blive rigtigt hidsig hvis det skete. De første der måtte lide under det var selvfølgeligt mine forældre. Alle gode forældre ved, hvor vigtigt det er at lege med sine børn. Men hvad stiller man lige op, når nu så mange lege er konkurrence-baserede? Gemmeleg og fangeleg er jo nogle af de første lege de fleste kan tænke på, hvis de skal underholde et barn. Men hvis hvis det tog mig for lang tid at finde min far, når han gemte sig, så begyndte jeg at græde. Og hvis min far fandt mig når det var min tur til at gemme mig, så blev jeg mega vred når det skete ? uanset hvor længe han så havde ladet som om han ledede. Man kan lade sine børn vinde en gang imellem, men der er altså en grænse for hvad man kan gøre på det område.
Da jeg blev lidt ældre var det særligt mine søskende det gik ud over. De havde ligesom ikke samme tålmodighed eller villighed til at lade mig vinde. De ville jo også gerne vinde! Så det blev til mange slagsmål, grimme ord og behov for trøst hos mor eller far.
Jeg fandt efterhånden ud af, at det ikke var særligt praktisk at jeg reagerede på den måde. Specielt henne på skolen, hvor det hurtigt førte til uheldig opmærksomhed og mobning. Jeg reagerede på at blive mobbet på samme måde, som hvis jeg havde tabt et spil: jeg blev arrig. Hvilket jo kun gør, at man taber det sociale spil igen og igen.
Det var sjovt nok da jeg blev teenager, at jeg besluttede mig for at gøre noget ved problemet. Modsat alle de unge der begynder at provokere som teenagere, var det cirka der jeg stoppede med at være belastende. Jeg begyndte at lære mig selv tålmodighed, og fandt ud af, at man sagtens kunne nyde at deltage i noget uden at være afhængig af slutresultatet.
Jeg tror det største skift skete, da jeg fik taget mig et jagttegn. Jagt er nemlig en sport der ikke involverer andre mennesker: det er bare dig og naturen. Det blev meget hurtigt tydeligt for mig, at der ikke var nogen at brokke sig til, hvis man lavede et dårligt skud eller kom til at skræmme dyrene væk. Ingen kunne rette op på det eller lade dig vinde. Naturen var ubarmhjertig, men jeg vidste også, at den var fair. Min eneste chance for at vinde ville være, at blive en bedre jæger. Og den bedste måde at blive en god jager på er, at opbygge sin tålmodighed og blive ved med at prøve.
