Det bliver mere og mere udbredt at spille rollespil. Især er bordrollespil i fremgang. Der findes klubber og lokaler rundt om i landet, hvor folk mødes og spiller bordrollespil og har stor glæde ud af det. Det er ofte en hobby og en passion for de, som spiller disse spil. Spillerne identificerer sig ofte kraftigt med de roller de bliver tildelt. Der udvikler sig hele historieuniverser, og venskaber mellem spillerne som varer livet ud.
Det mest kendte rollespil er vel stadig dungeons and dragons. For dungeons and dragons var et af de tidligste rollespil overhovedet, og er moderen til et hav af genrer og andre spil. Og den, der spiller dungeons and dragons er udmærket klar over dette og ser det som en del af storheden i det gamle hæderkronede spil. At spille dungeons and dragons er derfor stærkt identitetsskabende. Ikke på nogen dårlig måde, nej. Faktisk oplever mange spiller at dungeons and dragons hjælper dem ti en større forståelse af dem selv.
Tinsoldaterne kom før
Historisk kommer dungeons and dragons lige i hælene på de bordrollespil med tinsoldater, der spilledes i gamle dage, bland grupper af folk, som var interesserede i disse historiebårede spil. Den udvikling, der siden er sket har ført til en forgrening af genren og ledt mange folk ind i cirklen af rollespillere over hele verden.
At spille dungeons and dragons er som at være en del af et eventyr, hvor man har en defineret rolle, som det gælder om at spille med størst muligt udbytte. For at gøre dette skal man være klog og smart og gerne have en del erfaring. Mange hænger i med samme historie igennem måneder og oplever en fælles rejse ind i et mytisk univers, hvor trolddom og magi er en stor del af fascinationen.
En vej til venskab
I mange af disse grupper, hvor der spilles dungeons and dragons, stiftes nye venskaber blandt spillerne. Det giver en stærk følelse af fællesskab, når man sammen deltager i et fantastisk eventyr. Og eventyr er en vigtig del af dungeons and dragons. Det er en magisk verden, man sammen dykker ned i. Og mødes i.
